NOGLE KRITISKE VINKLER PÅ EBM-LOGIKKEN

Abstract

Siden starten af 1990’erne har sundhedssystemet i stigende grad været præget af evidensbaseret medicin, dvs. nogle retningslinjer for kliniske beslutningsprocesser, der følger ganske bestemte procedurer, som skulle sikre, at behandling er up to date og i overensstemmelse med den bedst tilgængelige viden. Evidens-logikken har bredt sig langt ud over de snævert biomedicinske domæner, som den oprindeligt var tiltænkt og bliver i dag brugt som en selvfølgelig standard inden for klinisk psykologi og psykiatri. Artiklen forholder sig diskuterende til den ukritiske og ureflekterede anvendelse af evidens-logikken, som godt nok har bragt meget positivt med sig, men også skabt en række nye problemer. Disse handler især om den manglende anerkendelse af og hensyntagen til idiografisk viden, dvs. viden om det enkelte menneske med de helt særlige ønsker, motiver og behov, som det rummer. Ligeledes indfanges det unikke i kontakten mellem to individer heller ikke. Evidens-logikken prioriterer nomotetisk viden, der principielt ikke er interesseret i individuelle forskelle, og dette er specielt kritisabelt, når det handler om fag som psykologi og psykiatri, der bl.a. arbejder med individuelle meningskabende mentale sider af mennesker, som kun kan forstås i en idiografisk optik. Artiklen giver endeligt et bud på, hvordan EBM-logikken og psykologien kan relateres.