Håndværket som identitetsoase i videnssamfundet?

Abstract

Denne artikel baserer sig på det grundargument, at vi for at kunne trives på en bæredygtig måde som mennesker har brug for håndværket. Jeg hævder, at det at være god til noget og at mestre et håndværk kan ses som en stadigt mere nødvendig identitetsoase i det aktuelle videnssamfund. Den vestlige civilisation har dog på grund af en udpræget dualistisk skelnen mellem hånd og ånd og mellem bevidsthed og krop har haft svært ved at anerkende, at håndværket er essentielt for vores eksistens som mennesker, og at det kan angå mange forskellige former for sociale praksisser, hvor mestring er et væsentligt anliggende. Artiklen giver et bud på hvorfor håndværk, i en bred forståelse, kan være udgangspunkt for menneskelig dannelse og trivsel. Tesen er, at vores trivsel som mennesker afhænger af håndværket, og at vi først bliver rigtigt dygtige til noget gennem lang tids opøvelse af håndværk. Den fordybelse og det engagement, som det kræver at opøve et håndværk, står umiddelbart i skarp modsætning til tidens aktuelle idealer om at være fleksibel og omstillingsparat. Det diskuteres i artiklen, om denne modsætning er reel, og om fordybelse kan ses som det, der både fremmer fleksibilitet og mestring.