Situeret læring og praksis i forandring

Abstract

Resumé I et tilbageblik diskuterer forfatteren sin hensigt med Lave og Wengers monografi “Situeret læring”, og diskuterer den i forhold til den måde, hvorpå tilgangen er blevet modtaget af økonomiske og organisatoriske teoretikere. Det giver anledning til en refleksion over især begrebet praksisfællesskaber. Mange teoretikere har forstået praksisfællesskaber som harmoniske fællesskaber, som f.eks. kan facilitere innovation. Forfatteren tager afstand for sådanne forståelser og understreger, at begrebet skulle medvirke til at undgå, at en praksistilgang blev reduceret til kun at være interpersonelle transaktioner, interaktioner og problemløsende aktiviteter. Det var derfor tænkt som et analytisk begreb, en hat, der skulle omslutte begrebet om legitim, perifer deltagelse, samt dem om klasse, køn og etnicitet. De var redskaber der skulle åbne blikket for de modsigelses- og konfliktfyldte processer, hvorved samspillet mellem nytilkomne og veteraner reproducerer og forandrer praksis, og udvikler identiteter. Forfatteren understreger, at visionen om læring som engagement i praksis først kan udfoldes, når man fastholder begreber om den modsigelsesfyldte praksis i forandring